| |
Dansk Turismeudvikling I/S blev stiftet af Morten Strange og Lars
Hansen i 1997. Udover de to ejere består firmaet af Hanne Bech Larsen,
som er vores ankerkvinde på kontoret.
Meget kort fortalt er vi et konsulentfirma, som har specialiseret sig
i turistbranchen. Vi er måske lidt atypiske ved at være meget
brancheorienterede, men til gengæld meget brede i vores arbejdsfelt.
Vi kan løse de fleste opgaver, om nødvendigt sammensætter vi et større
team.
Vi har til huse på Skeelslund, der ligger naturskønt lidt uden for
Aabybro i Nordjylland. Skeelslund er et gammelt enkesæde og tilhører
stadig familien Skeel, der ejer flere herregårde i Nordjylland. Som i
så mange andre virksomheder bruger vi også det at have en
hjemmearbejdsplads. Så ofte vil Morten og Lars være at finde på
”hjemme-kontoret”.
Vores kunder er både private virksomheder, offentlige institutioner og
myndigheder, foreninger m.v. Det er kendetegnende for os, at vi har
mange stamkunder – kunder vi har haft i mange år. Vi tror nemlig på,
at længerevarende relationer er til fordel for både vores kunder og os
selv - se projektliste for en uddybning.
Det skal endvidere nævnes, at der er et andet lidt atypisk træk ved
os. Ved siden af vores forskellige konsulentopgaver er vi sekretariat
for en række virksomheder, p.t. 2 netværk:
Top Attraktioner (tidl. Jyllands Attraktioner), en forening
bestående af 20 af de større danske attraktioner. Vi står bl.a. for
den strategiske udvikling, ledelse, økonomi, marketing, analyser og
administration. Derforuden løser vi de udfordringer attraktionerne i
øvrigt er fælles om. Eksempelvis kontakt til myndigheder, branchen,
råd og styrelser. Morten er samtidig direktør for Top Attraktioner.
TopCamp, en kæde bestående af 23 af de største og bedste danske
campingpladser, som nu også samarbejder med indtil videre 5 pladser i
Sverige. Vores opgaver er meget lig dem for Top Attraktioner. Det skal
måske derudover nævnes at vi også koordinerer TopCamp’s
campingkatalog, forhandler indkøbsaftaler etc. Lars er samtidig
direktør for TopCamp.
|
|
|